Der var en gang et lys, der blev født i varmen fra en smeltedigel. Ilden brændte under gryden, og det var her, lyset blev skabt, i den varme og glødende vugge. Når det gled ud af denne vugge, var det fuldendt og perfekt – skinnende hvidt, slankt og smukt. Alle, der så det, troede på, at dette lys ville bringe en lys og strålende fremtid. De troede, at det ville opfylde alle deres håb og drømme.
Lysets mor var et lille, yndigt får, og dets far var smeltediglen. Fra sin mor havde det arvet sin blændende hvide farve og en anelse om livet. Fra sin far havde det fået flammens ild, som skulle brænde dybt i det og give det livskraften til at “lyse” hele sin vej gennem verden.
Sådan blev lyset skabt og sendt ud i livet. Det var fyldt med de bedste håb og drømme om at finde sin plads i verden. Det mødte mange væsner og forsøgte at forstå livet, og måske finde ud af, hvor det egentlig hørte til. Men verden, som det mødte, var ikke, som lyset havde forestillet sig. Verden var ligeglad med lyset. Den havde kun fokus på sig selv og kunne ikke forstå, hvad lyset kunne bruges til. I stedet begyndte verden at udnytte lyset til egne formål og tog fat på det på den forkerte måde.
De sorte hænder satte mærker på lyset, og med tiden blev dets oprindelige renhed mere og mere dækket af snavs. Lyset kunne ikke længere skelne mellem, hvad der var godt og dårligt, og derfor blev det mere og mere plettet, både på ydersiden og indeni. Men indeni var lyset stadig uskyldigt og ufordærvet.
De falske venner, der havde udnyttet lyset, kunne ikke nå ind til lysets sande kerne, og i vrede kastede de lyset væk som noget unyttigt. Den sorte skal, der nu dækkede lyset, gjorde det svært for de gode mennesker at komme tættere på. De blev bange for at få snavs på sig og holdt sig derfor væk.
Lyset stod nu alene og forladt. Det vidste ikke, hvad det skulle gøre. Det følte sig afvist af det gode, og det opdagede, at det kun havde været et redskab for at fremme de dårlige kræfter i verden. Det følte sig uendeligt ulykkeligt, fordi det ikke havde fundet noget godt i sit liv – måske havde det endda været med til at ødelægge det, der var godt omkring sig.
Jo mere lyset tænkte, jo mere mistede det modet. Det kunne ikke finde noget godt i sig selv eller en mening med sin tilværelse. Det var som om den sorte skal også havde gjort det umuligt for det at se klart.
Men så mødte lyset en lille flamme, et fyrtøj. Fyrtøjet kunne se igennem den sorte skal og så lysets indre glød. Det så det gode, der stadig var i lyset, og dermed vækkede det en ny håb i lyset. Lyset blev tændt, og dets hjerte begyndte at smelte. Flammen spredte sig som en glædesfakkel og lyste alt omkring sig op. Det viste vejen for de sande venner, der nu kunne se og forstå sandheden.
Lyset fandt sin rette plads i verden. Det havde ikke kun givet lys til andre, men også genfundet sin egen værdi. Det lyste nu med en flamme, der ikke kun var stærk, men også ren. Det var blevet en kilde til håb og glæde for sig selv og alle omkring sig.
Således viste tællelyset, at selv om det kan blive dækket af snavs og modgang, kan det stadig finde sin vej tilbage til sin sande formål – at lyse op i verden og bringe lys til de steder, hvor det mest er nødvendigt.
